• Facebook Social Icon

FIND OS PÅ FACEBOOK

Sognepræst

Tina Preus Hansen

29 26 50 05

TIPH@km.dk

Træffes ikke mandag

Kære Alle!

Jeg skal være jeres nye præst fra 1. december 2018. At skulle være præst på Møn og Bogø er virkelig en dejlig ting. Det er noget jeg virkelig ser frem til, og jeg glæder mig til at bo i dette smukke område med spændende historie. Jeg er gift med Henrik, og vi har sammen tre børn som alle er fløjet fra reden.

 

Jeg har altid vidst, at jeg ville være præst og siden jeg blev færdiguddannet som teolog, har jeg vikarieret som præst forskellige steder i Roskilde Stift senest i Udby og Ørslev kirker, og det har givet mig en solid erfaring med præstearbejdet. Jeg sætter utrolig stor pris på en kirke, der forstår at holde fast på traditioner og samtidig være i udvikling med nye tiltag. Folkekirken er for alle, og det har vi nogen gange brug for at blive mindet om, og jeg ser det som et kæmpe privilegium og en stor glæde at være med til at sprede det kristne budskab. Det ligger mig meget på sinde at kombinere det bibelske materiale med det erfaringsnære, at forkynde og omsætte evangeliets 2000 år gamle budskab ind i et sprog, som vi forstår i dag og ind i den enkeltes livssituation både i forbindelse med gudstjenester og mit øvrige virke i sognet. I det hele taget at give troen et synligt udtryk, så Guds kærlighed og mening kan lyse og varme ind i menneskers liv, store som små - gamle som unge. At så et korn af kristendom hos minikonfirmander og konfirmander, som de kan vokse og leve af og at gøre kristendommen nærværende og inspirerende ved at drage paralleller mellem det kirkelige og det for de unge, aktuelle hverdagsliv.

 

Det er en stor ære at få lov til at være præst på Møn og Bogø og det er et sted med god opbakning til kirken, to gode menighedsråd og dygtige og søde medarbejdere. Ja, hvad mere kan man ønske sig?  Jeg brænder for kirke og fællesskab og som præst interesserer det mig ikke mindst, at få mulighed for at møde og hjælpe mennesker i nogle af livets yderpunkter. Jeg glæder mig til at engagere mig, møde menigheden, flytte til området, være en synlig præst og sammen med jer udvikle et blomstrende fællesskab i kirkerne. Jeg håber at blive til glæde og gavn for mange og komme igang med mit virke.